Giovanni Gentile italiensk fascisme[1] | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Giovanni Gentile 29. maj 1875 Castelvetrano, Italien |
Død | 15. april 1944 (68 år) Salviatino[2], Italien |
Gravsted | Basilica di Santa Croce |
Politisk parti | Partito Nazionale Fascista |
Far | Benedetto Gentile |
Ægtefælle | Erminia Nudi[3] (fra 1901) |
Børn | Giovanni Gentile, Federico Gentile |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Scuola Normale Superiore. Classe di Lettere e Filosofia (1893-1897), Liceo classico statale L. Ximenes[4] (til 1892), Università degli Studi di Firenze (1899-1900) |
Elev af | Alessandro D'Ancona, Amedeo Crivellucci |
Medlem af | Accademia delle Scienze di Torino (fra 1914), Accademia Nazionale dei Lincei (fra 1932), Accademia della Crusca |
Beskæftigelse | Pædagog, universitetsunderviser, litteraturkritiker, filosof, politiker |
Fagområde | Filosofi |
Arbejdsgiver | Universitetet i Palermo (1906-1914), Sapienza - Università di Roma (1917-1928), Istituto comprensivo Campobasso "Mario Pagano"[5] (1900-1902), Pisa Universitet (1914-1919), Scuola normale superiore (1928-1944), Bocconi Universitet (1934-1944) |
Elever | Enrica Carpita |
Bevægelse | Hegelianisme |
Påvirket af | Georg Wilhelm Friedrich Hegel |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Den tyske ørns fortjenesteorden, Serena-medaljen (1928), Gautieri-prisen (1897) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Giovanni Gentile (født 30. maj 1875 i Trapani på Sicilien, død 15. april 1944 i Firenze) var en italiensk filosof og politiker.[6] Han regnes som fascismens vigtigste ideolog.
Gentile studerede filosofi i Palermo, og var senere lærer. I 1917 begyndte han at arbejde ved universitetet i Pisa. Han sluttet sig til fascisterne i 1922 og var uddannelsesminister i den første regeringen under Benito Mussolini. Som uddannelsesminister gennemførte Gentile en skolereform, som blev opkaldt efter ham. Han var også hovedredaktør for Treccani-leksikonnet.
Gentile var overbevist fascist til sin død. Han blev myrdet i 1944, formodentlig af en partisan, men de nærmere omstændigheder omkring drabet blev aldrig opklaret.